Erhvervsudlejer er i topform

Af Brian Kjær Andersen, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Regnskab Som omtalt på forsiden af dagens avis ser Bach Gruppen med stor optimisme på, at man i løbet af 2014 får udlejet størstedelen af de erhvervs-lejemål i HI-Park, der er opført det seneste år.

Herning Folkeblad har mødt to af selskabets direktører, Martin Rasmussen og Palle Buhl Jørgensen, i forbindelse med, at virksomheden netop har offentliggjort sit 2013-regnskab. Tallene bekræfter, at det er et selskab med godt styr på driften, da det i årets løb er lykkedes at skabe et overskud på 59 millioner kroner før skat ud af en omsætning på 594 millioner kroner.

- Resultatet før skat er en anelse bedre end året før, og det er vi rigtig godt tilfredse med, siger Palle Buhl Jørgensen.

På grund af udskudt skat fra tidligere år er Bach Gruppens resultat i 2013 betydeligt højere efter skat. Det lyder således på 84,4 millioner kroner.

Alsidig forretning

Bach Gruppens primære forretningsområde ligger i erhvervsudlejning og boligudlejning til private, hvor de væsentligste byer er Viborg, Herning, Vejle og København. Hertil favner forretningen flere andre områder som opførelse og salg af parcelhuse, køb og salg af betonbiler og drift af en kæde af betonværker, som drives under navnet BG Beton. Kæden har betonværker i Herning, København, Randers og Horsens og har senest etableret et betonværk i Rødby, som ligger lige ved siden af den kommende Femernforbindelse.

Samlet set er der positive forventninger til 2014, som er kommet rigtig godt i gang - blandt andet med udlejning af et stort lejemål på 20.000 kvadratmeter i Pandrup, hvor bygningerne ellers har stået tomme i nogle år.

- Vi forventer et resultat på niveau med 2013, og det må gerne blive lidt bedre, siger Palle Buhl Jørgensen.