Kviste-tvist har kostet millioner

Efter to års ventetid har Bach Gruppen fået tilladelse til at totalrenovere Sct. Ibs Gade 39 med hele 11 kviste ventetiden har kostet mange penge, siger byggekoncernen

Onsdag den 1. juni 2011, 11:02
Af Jesper Overgaard, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Et ønske om at sætte 11 kviste på ejendommen Sct. Ibs Gade 39 fik dele af Viborg Byråd til at gå i spåner. Men sagen endte dog med et ja til disse mange nye sideskud over for Pilehaven.

»Nu har vi endelig fået byggetilladelsen. To år er gået. Ventetiden har vel kostet os mellem halvanden og to millioner kroner, fordi vi har genhuset lejere og måttet undvære de nye lejeindtægter,« siger Benjamin Galacho fra Bach Gruppen, der er bygningens ejer.

Håber lejere kan flytte ind sidst på året

I det indvendige står ejendommen helt tom. Den har blot ventet på byggetilladelsen. I slutningen af januar gik byrådet ind for en lidt ændret byggeplan, efter at det sagde nej til den oprindelige plan.

Benjamin Galacho regner med, at de nye lejere sidst på året kan flytte ind i de seks boliger. Det meget skriveri om kvistsagen har givet god interesse for boligerne, oplyser han.